Det næste jeg kan vinge af på denne Fall Bucket List er #Bake Pies... Jeg ved ikke lige om denne kage egentlig kan gå ind under apple Pie, men lækker efterårskage med æbler - det er den :)
Vi havde kaffegæster i fredags, hvor min veninde og hendes mand kom med den fineste gave - en casalinga lysestage (til venstre), fordi jeg havde taget billeder til deres bryllup. Så nu har jeg to - og elsker dem!! Kunne også godt tænke mig denne til samlingen :)
Til kaffen serverede jeg denne Rumænske æblekage, som jeg havde smagt aftenen inden, hos en veninde, hvis rumænske aupair havde bagt:
Ca. 12 medium æbler, skrællet, udkernet og skåret i stykker
8 spsk sukker
5 tsk kanel
20-25 valnødder
De fire ovenstående ingredienser blendes og puttes i gryde. Saften fra æblerne koges væk (ca. 1 time ved lav temp.) Derefter tilsættes 3 dl. rasp og det hele afkøler til lunken temp.
4 æg
10 spsk olie
10 spsk mælk
6 spsk sukker
1 tsk natron
1 tsk vanilie sukker
Ca. 600 g mel
Æg, olie, mælk, sukker og vaniliesukker piskes sammen. Natron blandes i melet og tilsættes. Det hele æltes til blød dej (evt i kitchenaid). Dejen deles i 2 lige store stykker og 1 lille klump (til at lave "kuglerne" ovenpå).
Udrul nu de to store stykker til to rektangler hhv. bund og top. Put bunden i en bradepande med bagepapir. Smør æble-fyldet ud over hele bunden og put toppen ovenpå. Put trillede kugler på (jeg fik vist regnet mig frem til at der ville blive 20 stykker, så 20 kugler, fordelt 4*5, så man kan skære kagen ud i firkanter når den er bagt).
Bag kagen ved 200 grader, ca 10-15 min. - Hold øje, dejen skal blive lidt gylden, men ikke for mørk.
Drys med formeles, lad kagen afkøle, og skær så ud i 20 firkanter (meget kage egentlig, for et stykke mætter godt). Jeg skar lige rundt hele vejen, for at få den helt lige i kanterne, så de stykker fra yderkanten også blev til fine firkantede æblekagestykker :)
Håber det gav meningen - opskriften er oversat fra engelsk, hvor jeg selv justerede lidt undervejs, da fx graderne i ovnen og hvor lang tid æblemassen skulle koge ikke helt passede overens med opskriften (mine æbler var også fra fryseren, og ikke friske)
Så prøv jer frem, hvis I kaster jer ud i det :)
Tak for opskriften- den må bestemt afprøves! ;)
SvarSlet