Søg i denne blog

mandag den 28. november 2016

Kære Meningitis!

Jeg kunne sige det kort.
Du stinker!
Men du slipper ikke for den lange version.
I mit liv har jeg oplevet ting, der kunne have knækket mig.
Men det gjorde de ikke.
Men du? Du er tættere på end noget andet.
For du gør noget andet.
Du lader det ikke kun gå ud over mig.
Du rammer mine børn, min mand og mine nærmeste.
Det hader jeg dig for!
Jeg troede du var et forbigående tilfælde i mit liv.
Men du har sat dig fast.
Du har frarøvet mig min arbejdsevne.
Du har kostet mig mit drømmejob.
Du lod mig gå i halvandet år med håbet om det modsatte.
Men du havde revet mit job fra mig den dag jeg blev indlagt.
Du har frarøvet mig tid med mine børn.
Du har sørget for at jeg skal vælge dem fra, for at have det bedre selv.
Hvordan gør man det?
Vælger sig selv frem for sine børn?
Du sender mig til tælling, hvis jeg lever livet eller hvis livet lever mig.
Som at være konstant i en boksering.
Jeg når kun lige at rejse mig, før der er knock-out igen.
Men jeg giver ikke op uden kamp.
Jeg rejser mig hver gang.
Ikke så hurtigt som i starten måske.
Men jeg skal nok komme op på benene.

Du har givet mig tiden.
Midt i en tidssyg og travl verden.
Men du har samtidig sat mit funktionsniveau ned til et meget lavt niveau og du har indespærret mig i mit hus.
Hvorfra jeg kan følge alle andre leve deres liv.
Med daglige, konstante påmindelser om det jeg har mistet af frihed og muligheder.
Jeg kan stadig være kreativ.
Så det dyrker jeg.
Det er bare ikke altid nok.
I en lang periode har jeg taget en masse præparater, som har skjult symptomerne.
Men du havde ikke tænkt dig at forsvinde imens.
Her gik jeg og troede jeg kunne øge livet igen.
Følge med bedringen.
Men nej.
Sådan slipper jeg ikke af med dig.
Du vil følge mig tæt og lade mig mærke det hele.
Men jeg tror også nu, at det er sådan jeg har bedst mulighed for at slippe af med dig.

Gennem alle tårer, frustrationer, konstant hovedpine, smerter og træthed har du også bragt mig styrke, mod og en stemme.
Du har givet mig muligheden for at dele mine erfaringer og hjælpe andre.
Videregive viden omkring følgevirkninger efter meningtis.
Viden som er så ukendt og fremmed for mange.
Du har givet mig en stemme til at råbe op omkring hjerneskader og hjernepåvirkninger, som ikke er synligt for øjet.
Sygdom, som følge af sygdom.
Jeg holder på vigtigheden af at sige det højt.
For min skyld, men også for nutidige og fremtidige med-ramte.
For pårørende.
Med den stemme kommer også udfordringer ved at stå frem.
Det gør ondt på folk.
Det forvirrer folk hvordan det skifter.
De står usikre, kigger på og ved ikke hvordan de skal respondere.
Og hverken medlidenhed eller fokus på det positive lindrer nok.
Som modspil kommer andres problemer og udfordringer også ofte.
Som oplevede de det samme.
Måske for at lindre mine.
Men jeg har ikke lyst til at høre om det.
Jeg bliver frustreret, ked af det og irriteret over sammenligningen.
Denne form for modvilje over for andre, deres omsorg og deres liv bebrejder jeg dig for!

Jeg fortæller højt hvor svært jeg har det.
Det er ikke psykisk sygdom, men psykisk kritisk belastning.
En følge af fysisk sygdom.
Jeg råber ikke om hjælp.
Jeg råber ikke for opmærksomhed.
Jeg vil fortælle hvor meget du har efterladt af udfordring.
I hvilken grad.
Man kan ikke se det.
Men jeg har et handicap.
Jeg har en hjerneskade.
Det er bare ikke hvad folk forbinder mest med det.
Det er en fremmed version.
Derfor fortæller jeg højt om den.

Gode råd og løsningsforslag får jeg mange af.
Men du har vist mig, at det jeg har brug for er ro.
Helt ro.
Ikke konstant søgen efter bedring og fremskridt.
Du har valgt at jeg skal leve med og efter det.
For at kunne nå til en stabil bedring.
Måske.
Der er ikke noget hokus pokus, der kan fjerne det lort du har lavet.
Jeg skal ikke ignorere eller skjule symptomerne, for så overbelaster jeg mig selv mere.
Men uden alverdens medicin, smertestillende og alternative behandlinger får jeg så i den grad at mærke at jeg lever.
... Eller ikke gør. Ikke som før. Ikke som andre.

Du har bragt de skønneste mennesker til mig.
Men at se den smerte og de følger du også har påført dem, gør mig vred.
Jeg vil derfor bruge vreden til at hjælpe.
For du skal heller ikke knække dem.
Det får du ikke lov til!

Du har gjort mig stærkere.
Du lader mig føle stærkere.
Du har lært mig at elske, glædes og værdsætte endnu mere.
Nu føler jeg også smerter, træthed, vrede, savn, frustrationer, irritation og sorg mere intenst end nogensinde før.
Du har givet mig stunder, hvor jeg er mere lykkelig og livsglad end nogensinde.
Om jeg ville ha været dig foruden?
Ja, det ville jeg.
Det er en dyr pris jeg betaler.
Og du lader mig regne hver eneste dag.
Regne i energi, regne i øgning af hovedpine og smerter.
Mærke efter hjernetågen og overkogt hjerne, der ikke kan koncentrere sig, klare lyde, holde overblik, føre en normal samtale eller fokusere.
Og hvis du er rigtig kæphøj nedsætter du min førlighed og gør mig træt i en umenneskelig grad, der ikke kan soves væk.
Men du lader mig stå med skylden, fordi jeg har overbelastet mig selv og gået over grænsen.

Du er en utilregnelig og uforudsigelig satan, der har ændret mit familieliv, mit arbejdsliv, mit sociale liv, min personlighed og min fremtid.
Og du har ladet mig være her på jorden til at opleve det hele.
Jeg vælger at tro at du ikke er min straf.
Jeg vælger at tro at jeg er blevet velsignet af en engel.
En engel der kom før dig og sørgede for at jeg mødte min mand.
At vi fik vores børn.
At jeg fik lov til at opleve den største form for kærlighed fra min familie og venner.
At jeg fik styrket mit livssyn og mine værdier igennem min arbejdsplads.
Alt sammen noget der hjælper mig, når du presser mig helt ud til kanten.
Der hvor jeg skal bruge al kraft i hver eneste lille celle.
Til at kigge op.
Træde tilbage fra kanten.
Med hjælp fra sikkerhedsliner.

Du leger kispus med mig og sætter forhåbning i mig og andre om at det kan ændre sig.
Blive bedre.
Men du har fralagt dig al ansvar og givet det videre til mig.
Så nu står jeg og skal mærke efter hvad der er rigtigt for mig.
Hvordan jeg kan have det bedst muligt.
Prøve af.
Træde forsigtigt.
Du står så ved siden af og skubber mig flere trin ned, hvis jeg er lidt for ivrig.
Men hvis du vil lege, så giver jeg dig kamp til stregen.
Du har gjort dig selv som dommer med dine unfair regler.
Men du er op imod en stærk modstander.
Med alt hvad det indebærer af gemt smerte, modstand og sorg.
Men også livsglæde, kærlighed og lykke!

- Christina

2 kommentarer:

  1. Hold op et stærkt indlæg... som viser hvilken fantastisk styrke og livsglæde du har, der ikke kan kvæles af sådan en unfair modstander... sender et kæmpe kram din vej

    SvarSlet
  2. Kære Christina
    Nu havde jeg endelig overskud til at læse dit indlæg.
    Tak for en stærkt, flot og rørende indlæg

    SvarSlet