Søg i denne blog

torsdag den 16. marts 2017

Hjerneugen : At løbe og cykle med en skadet hjerne.

Er det muligt for alle (i lignende situation som jeg) at motionere med en skadet hjerne?
Nej. Jeg ved, at det er meget individuelt.
Det er kun én selv der ved det og mærker det på egen krop. Hjerneskader, hjernepåvirkninger og hjernerystelser er aldrig ens.

Jeg kan svare på, om jeg kan løbe og cykle med en skadet hjerne. Det kan jeg for det meste.
Når jeg kan, så kommer jeg afsted. Jeg døjer ikke med balanceproblemer eller svimmelhed med mindre, at jeg har overbelastet mig selv, og er kørt helt ned af hjernetræthed.
Motion er det sidste jeg slipper, og det først jeg tager fat i, når energien svinger op og ned.

Jeg har aldrig været motiveret til motion what so ever, før jeg blev syg. Eller jo - jeg havde lige en periode inden Luna, hvor jeg løb og gik i motionscenter (spinning). Men jeg var ikke rigtig motiveret - ikke som nu.
Dengang handlede det for mig om hvor vidt dovenskaben, tv´et eller kreative projekter vandt. Det gjorde de ofte! Jeg kunne være sååå træt og ikke orke det.
Men dengang handlede det ikke om, om jeg fysisk var i stand til det eller ej. Om hjernen ville samarbejde med benene. Om benene kunne bære min krop.
Jeg skulle bare lette den tunge bagdel dengang, prioritere og finde overskuddet.

Når jeg er inde i mine bedre perioder, så får den fuld gas. Læste fornyligt Chris Macdonald udtale sig om motivation som en mental indstilling, og ikke noget man nødvendigvis føler lyst til.
At det handler om at minde sig selv om, hvorfor det er vigtigt eksempelvis at motionere - og så gøre det, selv om man har mindre lyst til det nogle dage. Det kan du læse mere om her.
Det synes jeg er meget genkendeligt ift FØR jeg blev syg.
"Og den gode nyhed er, at når vi har formået at gøre det, så er der et indbygget naturligt program i os mennesker, der gør, at vi altid får investeringen retur", udtaler han.

Det mærker jeg SÅ tydeligt på min krop!! At få den der investering retur.
Jeg mærker dog også ekstrem meget lyst til at løbe nu her som kronisk syg. Jeg kan slet ikke få nok, når jeg har det godt nok til at løbe og cykle.
Jeg kunne løbe hver dag, hvis ikke jeg skulle passe på benene ift. skader, og hvis ikke jeg ind i mellem prioriterer noget, som gør, at jeg ikke kan løbe på dagen eller dagene/dagene efter.
For der skal dælme ikke meget til pt. før jeg ikke kan løbe. Men jeg ved også med sikkerhed, hvornår jeg er i stand til at løbe igen.

Den der investering jeg får retur, det er flere ting. Glæde, overskud og en slankere krop.
Men det fedeste?  Det er endorfiner. Nøj dem er jeg fan af!!
"Endorfiner er kroppens egne morfinstoffer, der bindes til de samme modtagemolekyler (receptorer) i celleoverfladen som morfin og morfinlignende medikamenter. Endorfiner nedsætter smertesansningen ved at hæmme aktiviteten i smerteførende nerver til og i hjernen. Endorfiner er primært smertedæmpende peptider, med morfinagtig virkning, der blandt andet udløses i hjernen. Der findes også syntetiske endorfiner, bl.a. i chokolade. Endorfin produceres, ud over ved smerter, f.eks. ved hård træning, hårdt arbejde, succes, forelskelse, sex eller latter, og kan foruden den smertestillende effekt også give en følelse af lyst, succes og energi. Endorfin er kraftigere end morfin, og man bliver afhængig af det."
Så er det ikke så sært, at jeg oplever smertelindring ved løb og følelsen af, at kunne løbe hovedpine væk. Hvis hovedpinen og nakkesmerterne er slemme, så kan jeg ikke løbe. Også fordi at smerterne påvirker mit løb. Men hvis jeg prioriterer løbet som det første og noget af det eneste jeg skal, så kan hovepine mm. være så lavt at jeg kan abstrahere fra dem og sagtens løbe med dem!

Jeg bliver ofte ramt af, at smile under løb/cykling og at jeg får lyst til at ville danse, når jeg løber. Danse SAMTIDIG med at jeg løber - for når jeg løber, frigives der energi, glæde og smertelindring undervejs.
Løb er faktisk det eneste, hvor jeg har sådan. Som jeg ikke bliver dårligere af.
Kreative projekter og varme kram kan også give energi - men det tapper også, og udmatter mig med den der ikke særlige fede træthed!
Motionstræthed - det er fedt!!

Der er startet løbeklub op i vores lille by. Så sejt initiativ. Måske det også er noget for mig engang. Det ville det have været, inden jeg blev syg.
Men nu? Nej det skal jeg slet ikke nyde noget af. Snak og koncentration samtidig?
Så bliver jeg helt slået ud af hovedpine og træthed, og så kommer jeg ingen steder. Jeg vil slet ikke få den oplevelse jeg får, som når jeg løber selv.
Halv marathon vil jeg gerne drømme om engang. Især med min ældste lillesøster eller begge mine søstre! Lige nu er det helt urealistisk pga. mange mennesker og uro. Men måske engang?

Noget jeg også gerne vil turde drømme om en dag - det er at ro kajak!
Min mand har taget kajak kursus og ror på søen i vores lille by! Ejj det vil jeg så gerne, når jeg ser hans billeder fra søen, og når han fortæller om, hvor glad det gør ham!
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar