Søg i denne blog

mandag den 13. juni 2016

Weekendglimt!

Søde, danske jordbær - de første af slagsen.
 Også de første af slagsen - agurker fra drivhuset. Egen avl når det er bedst.
 Min mand og børn var ikke hjemme i går - så jeg yarnbombede nedløbsrøret!
 Men jeg var sød, og havde lavet vafler til dem (ide set på pinterest!)
Hyldeblomstsaft trækker i køleskabet - nuj det bliver godt at smage!
Vandpjaskeri er det også blevet til i weekenden! (Jeg nåede at komme i dækning!!)
Hele 2 supermænd har jeg!

lørdag den 11. juni 2016

Far - vores superhelt!

 
Inspireret af Didde kommer der her et indlæg til min mand. Mine børns far. Jeg har brygget på det længe. I hovedet. I mine noter på telefonen. Nævnt det for alle fagfolk omkring mig - læger, psykologer, sagsbehandlere mm. Snakket om det med ligestillede, som også har superheltemænd. Og med en fars dag og 35 års fødselsdag inden for den sidste uge hører det sig til med et indlæg om min supermand!
"Enhver kronisk syg mor bør have en mand som dig bag hende". De ord sagde jeg til Troels en morgen. Da jeg kom tøffende ud af sengen længe efter de andre - og efter at han havde afleveret vores yngste og at vores ældste var på vej ud til cyklen på vej i skole. Jeg havde kort ænset at de stod op. Men kroppen og hoved kunne slet ikke komme i gang - og med supermor-kræfter kan man ofte hive noget frem. Men med en hjerneskade er man tabt. Der må man overgive sig til udmattelsen, afkræftelsen, smerterne og de kognitive begrænsninger, som gør at jeg nogle dage tager meget lang tid om at få startet hjernen.
Vi er kommet langt - så langt. Og jeg vil vove, at påstå, at vi aldrig har haft det bedre sammen. Det har ikke været sådan hele tiden, siden jeg blev syg. Det har kostet mange tårer. Mange uenigheder - også hårde ord og diskussioner. Men mest af alt - mange samtaler. Gode samtaler. Især sammen med vores psykologer i Hjerneskadeteamet og Hjerneskadecenteret, Århus. De er især også medvirkende til at vi stadig er sammen.
Noget vi har snakket meget om er at jeg faktisk vil være super dårligt stillet, hvis ikke vi er sammen. Jeg vil ikke kunne have mine børn. I hvert fald kun få timer af gangen. Derudover er Troels min støtte i form af alt det praktiske og økonomiske - det ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg ville kunne klare selv. Han er min evige skulder, samarbejdspartner, og som Didde også skriver - personlige hjælper. Troels læser mig, som ingen anden. Det er skide irriterende nogen gange - men jeg er også dybt afhængig af det. Han kender mine grænser, han ser mine tegn og ved (nogle gange før mig), hvornår jeg nærmer mig dem...
Selvfølgelig skal man ikke blive sammen for enhver pris. Det ville heller ikke gavne vores børn. Jeg har også haft de tanker at Troels på ingen måder fortjener dette liv med en syg kone. Men i takt med at vi har lært min hjernepåvirkning/hjerneskade at kende, er kærligheden til hinanden vokset. På ny - og stærkere og mere sammentømret end nogensinde før.
Ingen ønsker for deres mænd at de skal havne i denne situation. Men det har modnet min mand - og jeg har hørt det samme om hver og én, der står i samme situation.
Jeg har også påstået fra dag et af, at vi var stærke nok til at klare at jeg blev ramt. Troels har altid været positiv af sind og fokuseret på ressourcer og det gode liv. Følsom - uden tvivl. Men glad. Og aktiv.
Og det aktive holder vi fast i. Ikke så meget det sociale. Ikke som før. Men vi holder os i gang med motion og projekter herhjemme - vi må ikke gå i stå. Vi finder hver især livsglæde og energi i hobbyer og det finder vi alfa og omega for at komme bedre igennem det her.
Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, hvad Troels skulle have på fars dag. I påsken vandt jeg et gavekort på 5000kr til GoDream hos Folkekirken. De havde lavet en konkurrence på instagram, hvor man skulle lægge et billede op af en påskelilje og skrive om tilgivelse! Jeg var hammerheldig og vandt!
Efter mange overvejelser har jeg besluttet, hvad gavekortet skal bruges på.
Troels har flere gange joket med at man kunne komme på en tur til Harzen på MTB - og det synes han da lige han skulle med naboen. Ja ja godt med ham. Jeg havde da tænkt vi skulle til Berlin eller Hamborg :) Engang. Lige nu er det slet ikke aktuelt nemlig. En tur til brugsen er rigelig udskejelse for mig.
Men noget jeg gerne vil er en tur til Comwell Rebild Bakker. Det er et Sportshotel i Nordjylland, hvor vi var for et år siden. Fantastisk natur og overkommeligt for mit skadede hovede. Vi har et gavekort liggende fra vores bryllup sidste år, så jeg fik regnet på det, og fandt ud af at vi kunne dele gavekortet op, så Troels kan komme på mtb-tur til august (hvor min søster er så fantastisk at tage ungerne hele weekenden), og sammen kan vi senere komme på kærestetur til Comwell. Når hovedet tillader det. Det tror jeg er det helt rigtige at bruge gavekortet på.
På den måde kan jeg give lidt igen ;)
(Og blive årets kone og årets nabo samtidig!)
Og hvis der er nogen der fortjener det, så er det min mand - ikke nok med at han trækker det store læs med børn, logistik og det praktiske herhjemme - så tager han glad selv afsted med dem til fødselsdage, på camping og på ture, og jeg får lov til at sove til middag hver eneste dag - weekender, ferier. I flere timer. Som en anden morfar. Uden brok fra hans side. Hvis jeg har brug for hvil eller tilbagetrækning, tager jeg det.
Jovist - han kan synes det er hårdt! Men det er ikke meget han viser det. Ofte får jeg et kærligt smil og opmuntrende ord.
Så længe vi balancerer i en god stime, hvor jeg passer på mig selv, ikke overbelaster mig, kommunen ikke presser på, familien/venner hjælper til - så kører det faktisk godt!
Det har kørt op og ned. Og det kommer det helt sikkert stadig nok til. Men vi har rimelig ro på lige nu, vi har snart tre års erfaring i bagagen.
Og jeg elsker min mand højere end nogensinde før.

"My husband promised to love me in sickness and in health. He kept that promise!"

fredag den 10. juni 2016

DIY - lækkert M&M's chokolade!

Til fars dag havde jeg lavet lækker chokolade til Troels. Har set forskellige udgaver på Pinterest.
Troels elsker M&M's, så havde købt forskellige af dem og smarties. Fandt en stor udgave af M&M's i vores lokale kiosk. Købte lækker lys chokolade, smeltede det og puttede det i en bradepande med bagepapir. Derefter sprøjtede jeg hvid chokolade ud over og puttede M&M's og smarties på. Lod det stivne i køleskabet, brækkede det i stykker og puttede det i en cellofanpose med klistermærker. Smarties'ne mm. var blevet en smule affarvet i køleskabet, men det var meget varmt de dage, så turde ikke lade chokoladen stå ude.  

onsdag den 8. juni 2016

Spiritussyltetøj. Det nye marmelade? SPONSORERET INDLÆG!

Jeg har for nyligt modtaget en gave og fået lov til at testsmage DEN GAMLE FABRIKS tre spiritussyltetøj, som de har lanceret. Danske Solbær og Jamaica Rom, Søde Appelsiner og Cognac samt Vilde blåbær og Skotsk Whisky! Mmm - det lyder lækkert, ikke?
Jeg var meget hurtigt til at takke ja - egentlig holder jeg mig fra både korn og sukker. For at lindre hjernen for smerter og hovedpiner. Samt for at fylde min krop med en masse brainfood og gode vitaminer, så jeg forhåbentlig kan opnå mere energi. Derudover drikker jeg slet ikke alkohol lige nu.
Men jeg har en guilty pleasure - spiritus i chokolade. Fx rittersport med rom og rosin eller chokolade med syltede kirsebær. Det er længe siden, at jeg har spist noget af det.
Så tanken om marmelade med spiritus var fristende.
Derfor bagte jeg nogle lækre osteslæder (Søg på Instagram profilen Superskurk eller hashtagget #osteslæde). De er glutenfrie og smager fantastisk med et godt lag smør og ost.
Min klare favorit er Blåbær med Whisky. Det gættede jeg også på inden. Elsker blåbær marmelade, og mængden af spiritus er perfekt. Ligeledes smagen af whisky. Solbær med rom er jeg slet ikke til. Dette har nok noget at gøre med teenage-rom-ruse. Derudover havde jeg dagen inden fået skubbet til en rom flaske i vores værksted, som smadrede på gulvet. Ergo - der lugtede af værtshus.
Appelsin med cognac er heller ikke dårlig. Jeg tænker den især vil være god til et tapas bord med lækre oste og stærke pølser.
DEN GAMLE FABRIK har sin egen hjemmeside, hvor der udover produkterne også er en masse lækre opskrifter. Bl.a. skønne opskrifter på sommermad og desserter. Her er der en opskrift på hvid chokolademousse med min yndlings spiritusmarmelade. Nøj, det lyder lækkert!

Ta' et kig og prøv de nye marmelader - de er absolut et køb værd, hvis du er til spiritus-smagen i mad. Tænker der er noget for enhver smag.

(Indlægget er sponsoreret. Jeg har modtaget marmeladerne i gave uden krav om at skrive om produkterne. Ordene er mine egne og jeg har valgt at teste produktet, da jeg finder det relevant for både min familie og mine læsere!)

Sommer fornemmelser!
















Solen er ikke meget fremme i dag. Men sikke nogle skønne dage vi har haft! Masser af varme, bare tæer, lyse nætter og vandplaskeri. Ungerne har nydt det max, og lige så de voksne! Vi har grillet, spist lækre sommeretter og masser af is. Plukket blomster og lavet saft!
Jeg frygter dog, at den varme start i både maj og juni betyder en kold juli. Plejer det ikke at være sådan? Nu må vi se. Dejligt har det været.

torsdag den 2. juni 2016

DIY: Sjov, lille idé til 30 års fødselsdag!

Sidste år fyldte min svigerinde og hendes kæreste 30 år og det fejrede de i weekenden! Jeg var desværre ikke med grundet min sygdom, men min mand og børn var med.
Jeg havde lavet denne lille sjove ting - set på Pinterest.
Ideen er enkel - 30 slikpinde, et citat og så noget slikkepindene kan være i.
Her har jeg brugt en lille kasse og en styropor kugle, som passede i. Beklædt den med silkepapir, og så pyntet med hama pynt. Skiltet er lavet af karton og et pap sugerør.

onsdag den 1. juni 2016

Haveglæde.

Forleden snakkede min mand om, hvordan haven så ud, da vi flyttede ind. Inden han gik i gang med drivhus, bede og fliser. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Kunne slet ikke genkende hans beskrivelse. Ikke at menigitten som sådan har slettet min hukommelse (sløvet min hjerne, ja. Givet mig korttidshukommelse, ja. Men ikke som sådan hukommelsestab.)
Men grunden til at jeg ikke rigtig kan huske det, er at det dengang ikke sagde mig noget. Jeg lagde ikke mærke til årstidernes skift som nu. Blomster udspring. Farvene, der ændres. Jeg havde mere travlt med at ændre huset. Falde på plads, som ny udklækket pædagog og mor.
Det er ændret nu. Jeg er syg. Isoleret i eget hus og bruger hver dag på at komme bedst muligt igennem. Haven er et fantastisk redskab - har jeg fundet ud af. Naturen lige så. Jeg har altid været en vinterpige. Julepige. Elsket december, sneen og alle traditionerne. Men kulden og mørket er ikke godt for min påvirkede hjerne - har jeg fundet ud af. Maj måned har derimod været helt suveræn. Derfor ser jeg også haven nu. Dyrker den. Hjælper til. Sågar nyder at hive ukrudt op! Skøn følelse at gå sammen med Troels, og forme haven med højbede, blomster og forskellige kroge. Se børnene lege. Grille i haven! Nyde ekstra kvadratmeter. Endda med højt til loftet.