Haveglæde.

Forleden snakkede min mand om, hvordan haven så ud, da vi flyttede ind. Inden han gik i gang med drivhus, bede og fliser. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Kunne slet ikke genkende hans beskrivelse. Ikke at menigitten som sådan har slettet min hukommelse (sløvet min hjerne, ja. Givet mig korttidshukommelse, ja. Men ikke som sådan hukommelsestab.)
Men grunden til at jeg ikke rigtig kan huske det, er at det dengang ikke sagde mig noget. Jeg lagde ikke mærke til årstidernes skift som nu. Blomster udspring. Farvene, der ændres. Jeg havde mere travlt med at ændre huset. Falde på plads, som ny udklækket pædagog og mor.
Det er ændret nu. Jeg er syg. Isoleret i eget hus og bruger hver dag på at komme bedst muligt igennem. Haven er et fantastisk redskab - har jeg fundet ud af. Naturen lige så. Jeg har altid været en vinterpige. Julepige. Elsket december, sneen og alle traditionerne. Men kulden og mørket er ikke godt for min påvirkede hjerne - har jeg fundet ud af. Maj måned har derimod været helt suveræn. Derfor ser jeg også haven nu. Dyrker den. Hjælper til. Sågar nyder at hive ukrudt op! Skøn følelse at gå sammen med Troels, og forme haven med højbede, blomster og forskellige kroge. Se børnene lege. Grille i haven! Nyde ekstra kvadratmeter. Endda med højt til loftet.