Ferie - alenetid! Og noget om det der ferie med og uden børn!

Vi har taget hul på et par dage alene - bare mig og min mand! Min skønne søster har hentet vores børn, og de er taget i sommerhus til onsdag.
Flere steder i medierne bliver man mødt af artikler om forældre, der sender børnene af sted i institution, og holder ferie selv. Der er mange delte meninger - jeg selv er lidt i begge lejre. Jeg tænker i hvert fald, at mange er meget hurtig til at dømme uden at kende baggrunden. Men er det gentagende og lider barnet under det, så mener jeg bestemt også, at det bør italesættes. Og gerne i en ordentlig samtale med pædagogerne.
Vores situation er særlig. Jeg går hjemme hver dag. Syg, godt nok. Men jeg er stadig hjemme. Jeg kan dog ikke bare hente tidligt. Eller holde fri med mine børn. Vi har tidligere haft et par dage, hvor min mand har haft fri og hvor børnene er kommet af sted. Vi er presset, som kun de færreste kan sætte sig ind i. Vi har så stort et behov for lufthuller, for ikke at knække halsen i det her.
Jeg bliver syg af samværet med mine børn (pga. mén efter meningitis), og min mand er presset som de færreste fædre oplever. Så døm ikke, før du står i samme sko!
Vores børn får ferier - helt sikkert! Men i efterårsferien og vinterferien kom de af sted. Min mand skulle arbejde.
Nu er det påske og min søns børnehave holder lukket. Min datter har derfor også fri, og Troels har også taget fri. Men 10 dage med børnene hjemme koster en meget dyr pris for mig. Smerter og træthed tager til i en grad at det invaliderer og sender mig total til tælling.
Derfor handler ferier efterhånden om overlevelse, aflastning, energiforvaltning og meget lidt om endelig at nyde tiden sammen og fx tage til påskefrokost. Det er slet ikke vigtigt nok sammenlignet med, at jeg skal bedst muligt igennem - uden at blive helt henrettet efterfølgende.
Det gør psykisk ondt på mig, at sende mine børn på ferie uden mig. Eller af sted i institution når jeg er hjemme.
Det gør fysisk ondt på mig, når de er hjemme... og her på 3. år er jeg ved at være slidt op af hovedsmerter, lydfølsomhed og hjernetræthed (hvor træthed efter søvnløse nætter bare ikke kommer op i nærheden af. Et faktum! Jeg har i den grad noget at sammenligne med, med en dreng der sov meget lidt de første to år af hans liv.)
Så så snart vi kan blive aflastet, kaster vi børnene i armene på dem der finder tid, prioritering, lyst og overskud til at tage vores børn :) Det betyder så uendelig meget!!
Det giver lidt overskud til, når de kommer hjem igen!
Så kan du holde ferie med dine børn (og nyde det), så nyd det! (Og hvis du er en af dem, der også tillader at give dig selv lidt tid alene for at overleve og få luft, så hold fast i, at det er det bedste for dig/jer! Hvis andre var presset nok, så skulle prioriteringen også nok ændre sig! Børnene skal nok klare det, hvis bare de også får deres pauser).
I ferierne kan man hurtigt få mange forventninger om alt det man gerne vil nå. Glem rod, skidt, aftaler... vær i nærværen... Tøf rundt, sig pyt, forvent mindre af dagene.
Mange beklager sig over travlheden... Men vi har jo kun så travlt, som vi selv planlægger, ikke?
Jeg kan ikke fylde min kalender med travlhed. Og jo - jeg savner det da! Jeg savner at have muligheden for, at kunne tage med til min kærestes dejlige familie påskefrokost, uden at det så vil være på bekostning af at se mine egne forældre og søskende.
Og selvom det så kun er de sidste jeg (måske) får set i denne påske, så koster det.
Så for at have en chance for det, vil jeg pakke den dårlige samvittighed væk og nyde at mine børn har det helt fantastisk de næste par dage - også selv om det er uden deres forældre en stund!
Og ja - vi fik en lækker burger fra grillen i går aftes og gik en lang tur bagefter! Tosomhed!