Længsel!

Her sidder jeg igen. I slutningen af en ferie - med samme knuder i maven. Med længsel. Dårlig samvittighed. Frustrationer.
Jeg er også beriget og fyldt op af kærlighed. Men det er svært at kontrollere det andet... det har en dum tendens til at fylde i mig. Overskygge.
Jeg længes lige nu efter hverdag. Få manden og børnene ud af huset, og derved få RO! Få indtryk - indtryk jeg selv styrer. Ingen krav, ingen snak, ingen forventninger til hvad jeg bruger min sparsomme energi på. Kan starte dagene med et spirende håb om lindring af smerter og træthed. Knapt så mærket af lydfølsomheden og de kognitive begrænsninger.  Derved kan jeg investere lidt i mine opmuntringsbanker - der hvor jeg kan hente mere energi. Motion, sund kost og kreative syslen. Mine lure får jeg systematisk hver dag - også i ferier og weekender. Så dem savner jeg ikke. Lider ikke af søvnmangel, men er træt træt træt. Hjerneskadetræt, ikke træt som det almindelige menneske kender til. Men har du en hjerneskade/hjernepåvirkning/langvarig hjernerystelse, så ved du hvad jeg snakker om.... For det er i en helt helt anden dimension/følelse. Det kan ikke soves væk. Og det invaliderer og frarøver overskud, kræfter og energi, som aldrig før.
Jeg længes også efter noget andet. Jeg længes efter at kunne tage på arbejde. Jeg var skam også typen der elskede det, før jeg blev syg. Havde ingen intentioner om at skulle gå hjemme eller arbejde færre timer. Dette gør, at jeg føler det er endnu mere uretfærdig, at det er MIG, der er havnet i denne situation.
Jeg længes efter at kunne bruge den uddannelse, jeg har stilet efter siden jeg var teenager. Den der gav mig så meget livs bekræftelse. Især pga. den arbejdsplads, jeg var på.
Ja vel, skolereformen og besparelser tager sit indhug. Men jeg tvivler ikke på, at jeg stadig den dag i dag ville stortrives derude. Hvis ikke jeg var blevet syg.
Det handler nemlig så meget om, hvordan man vælger at gribe ting an, hvad man fokuserer på og hvor meget man brokker sig. Det kan opsluge og dræne mere end hvad godt er.
Dette er også noget jeg skal huske på i denne situation. Ikke at lade beklagelserne fylde for meget... Det kan være svært, når man er konstant syg, i sorg - når man savner den man var og det man kunne... og i sær når man møder andres beklagelser om netop arbejde, ikke at kunne være mere sammen med børnene osv... Jeg kan hverken arbejde eller være sammen med mine børn uden at blive mere syg. Det gør ondt. Efterlader en dyb meningsløshed og følelse af værdiløshed.
Ift. billedet er jeg ikke der, hvor jeg kan forlade eller ændre situationen... Så er der kun en ting tilbage... Så det fortsætter jeg med at øve mig på :)