Afskedigelse fra mit drømmejob pga. senfølger efter meningitis.

Som meget ung og grøn 21 årig trådte jeg ind i SFO'en i min første lønnede praktik i august 2007! Jeg havde kort forinden hørt om den ulykkelige drukne-ulykke, der få måneder før havde fundet sted. Jeg vidste ikke hvilken arbejdsplads og grundstemning, jeg ville møde! Helt sikkert en personalegruppe ramt af personalegruppe ramt af sorg, men nok også måske frustration, splittet personalegruppe, negativitet, modløshed og opgiven. Dette var ikke tilfældet! Jeg mødte sorgen, men også en beundringsværdig kampgejst, styrke, positivitet og ikke mindst stærkt sammenhold blandt kollegaerne!! De var bundet sammen af sorgen, og ønsket om at komme stærkt videre sammen!
Og der var plads til mig, som ung studerende! Selvom min praktik kun bestod af 6 måneder, blev jeg draget ind i den familiære og kærlige personalegruppe, og jeg voksede mere end jeg nogensinde havde gjort før på så kort tid!
Jeg lærte så meget pædagogisk, men måske endnu mere om mig selv, mine værdier og livssyn!! SFO'ens værdier og anerkendende, kærlige tilgang til børnene stod så nært det menneske og den pædagog, jeg drømte om at være!
Så meget tidligt blev det en intregreret del af mig, og ikke længere noget, jeg drømte om at blive! Jeg var så begejstret over min praktikplads, kollegaer og SFOens teamledere og leder!
Jeg havde dybt respekt for deres håndtering af ulykken og andre udfordringer i den tid, jeg var i praktik! Og udover det pædagogiske, havde vi det socialt helt fantastisk, og jeg var ulykkelig over at skulle stoppe i praktik!
Derfor var jeg meget målrettet! Jeg ville tilbage til SFOen og fastansættes efter seminariet! Og det blev jeg efter præcis 3 år! Jeg husker endda at have sagt til lederen til en julefrokost, at det var min plan. Og den lykkedes! Kort før jeg skulle forsvare min bachelor, var jeg til job samtale og blev ansat i en midlertidig stilling.
Godt nok havde jeg fuldstændig misforstået jobopslaget, og at stillingen indebar special-området (som bestemt ikke var min stærke evne) i et nyt projekt, men de vidste hvad jeg kunne, og mærkede hvor meget jeg brændte for stedet! Jeg fik en fod indenfor, og fik også på få uger en anden og fast stilling i sommeren 2010!
Jeg var lykkelig. Jeg skulle blive gammel der! Vokse i pædagogfaget og som menneske! Men min tid i SFO'en blev kort! Kort tid efter endt barsel i 2013, blev jeg ramt af meningitis i juni. Lægerne sagde jeg hurtigt ville komme mig, og jeg havde selv meget travlt med at komme tilbage til mit arbejde. Jeg var kun lige kommet tilbage fra barsel (hvor jeg kom rendende mange gange, bare for at sige hej), og brændte sådan for at komme tilbage til min højtværdsatte arbejdsplads.
Men følgerne efter meningitis var meget mere omstændig end først antaget. Jeg var og er invalideret af mental træthed, smerter, svær lydfølsomhed og kognitive begrænsninger. Det hænger ikke sammen med en hverdag som pædagog i en SFO med cirka 350 børn. Men jeg kæmpede. Nægtede at give op, og i denne kamp stod mine nærmeste, leder og kollegaer trofast ved min side og støttede mig. Troede på mig, og lod mig få ro til at komme mig. De mærkede tydeligt min vilje, og gav mig lang linje. Det vil jeg for evigt være dem alle dybt taknemmelig for!
For efter halvandet år, var det mig der trak håndbremsen - for præcis et år siden. En meget meget svær beslutning, som medførte en stor sorg, som jeg stadig den dag i dag lever med. Men det var mig der tog beslutningen. Efter at jeg havde prøvet og kæmpet. Jeg vidste til sidste at det var en tabt kamp - fordi jeg fik lov til at kæmpe til det allersidste. Jeg erkendte og accepterede at det ikke ville lykkedes mig at komme tilbage på de gamle 32 timer inden for et halvt år. Fordi at jeg var ved at knække nakken ved 20 timer. Jeg var blevet fulgt tæt af Hjerneskadeteamet i Århus, som rådede mig til at få et 1årig rehabilitetsforløb på hjerneskadecentret i Århus. Med kognitiv genoptræning, energiforvaltning, smerteterapi, mindfulness, psykologtimer, jobafklaring og til sidst evt. ansøgning om flexjob-bevilling.
Der var ikke nogen, der trak beslutningen ned over hovedet på mig. Det ville have naget mig for altid, hvis jeg ikke med sikkerhed vidste, at projektet ikke ville lykkedes. For jeg troede på det meget længe.
Dog skulle det ikke koste min egen familie, og det var dét som blev den afgørende faktor. Meget kan vi holde til, men prisen var for stor til sidst og følgerne eskaleret. Jeg troede på i MEGET længe, at det var det bedste for mine børn, at jeg kom tilbage til lige netop den arbejdsplads. At det var så stor en del af den jeg var, at det også ville ramme dem hårdt, hvis jeg skulle stoppe.
Men da jeg igen blev meget meget syg vinteren 2014/2015, så var det nok. Slut! Jeg kunne på det tidspunkt leve med, at det gik kraftigt ud over de sociale ting. Havde stort set intet socialt liv, fordi jeg var så dårlig. Men der blev mere og mere justeret ind i det allervigtigste. Det er ikke fair for nogen!
Jeg arbejder meget på at tænke min tid i SFO'en, som en kæmpe gave, og mindre på et stort tab. Det er det også, men skæbnen ville det sådan og jeg kan ikke ændre på mine mén. Men jeg kan tage alle mine fantastiske oplevelser, kærlige kollegaer og den kæmpe faglige læring og lagre det godt og grundigt i mig.

Og hvad så? Hvor er jeg nu? Efter afskedigelsen fik jeg bevilliget forløbet på Hjerneskadecentret i Århus. Der er jeg stadig tilknyttet. Mere om det i et andet indæg! Også hvordan det er at gennemleve en identitetsændring så kraftigt!