The only way is trough!

Hver dag sætter jeg mig ind i min bil! Jeg ved ikke længere, hvordan instrumenterne virker. Benzinmåleren kan jeg ikke se mere. Min bil har ingen buler og skrammer. Men der er noget galt med den. Der er dog ingen lamper og klokker, der blinker og ringer. Jeg skal mærke efter på instinkt og erfaring. På et splitsekund kan min bil tabe et hjul og står prompte stille. Eller motoren står i flammer og røg! Jeg må derfor dagligt varsomt trille den afsted og undgå for mange sving. Indimellem har jeg fornemmelsen af masser af brændstof, og tager på langtur. En tur der er med til, at jeg genkender min bil og det giver en masse glæde. Sådan en tur kan dog koste dyrt på værkstedet. Når det sker, sidder jeg som en sur, grædende, mokke i hjørnet med armene over kors. Frustreret over den dyre regning og med frustration over manglende viden om, hvornår jeg kunne få min bil tilbage. Men jeg får min bil tilbage. Stadig med instrumenter, jeg ikke ved hvordan virker. Men der er ukendt mængde brændstof på igen, som jeg nu skal passe godt på! Jeg har nemlig stadig min bil. Den er ikke skrottet! Jeg har dén og de mennesker der også bruger den. Det vil jeg for altid sætte stor pris på, også selvom det er hårdt arbejde at betjene en bil uden manual. 

Denne tekst skrev jeg tilbage i september på facebook. Inden jeg skulle på langtur til Berlin med min yndlings-sjællænder.
I dag skal jeg over til Laura. Se hendes nyeste skud på stammen. Baby F! Kramme hende og hele hendes vidunderlige familie!
Det er en tur, der kræver mange overvejelser, planlægning, prioritering og måske en sygdoms-pris bagefter, hvor det kan gå ud over min mand og børn.
Men selvom jeg vælger så mange ting fra, øver jeg mig også i at vælge til. Med god samvittighed.
For når man bliver så nemt (mere) syg, er det meget nemt at isolere sig og vælge alt fra. Ingen tvivl om at det også er nødvendigt, for at passe på min hjerne. For at fastholde håbet om bedringen. Men jeg bliver nødt til at mærke grænsen. For at vide hvor den er. Og der er der bare få ting (og mennesker), som er i den allervigtigste kerne. 
Der i blandt Laura. Så selvom jeg ikke ved, hvordan jeg har det dag til dag, time til time - så er denne tur vigtig nok. Smerter og træthed værd. 
Troels, min mand, er meget inde over mine prioriteringer (han har sågar fået lov til at bestemme over mig af vores hjerneskadekoordinator. WTF?! Bestemme over mig? Niks... Okay så... Jeg ved godt, at det er nødvendigt.) 
Mange ting får jeg efterhånden valgt fra, før han behøver at løfte øjenbrynet. Han er så også den første til at støtte mig, når jeg vælger det allervigtigste til.
Men alligevel er der en kamp inde i mig. Selv med en tur som denne. Jeg føler, at jeg skal forsvare det over for mig selv og andre. Hvorfor jeg prioriterer lige netop dette til. 
Jeg ved jo godt, at jeg har andres forståelse. Også Troels'. Men mit liv er et konstant energi-regnskab, og jeg er min egen bogholder. For meget overvægt til den negative side, kan give et lynhurtigt skred.
Og hvis jeg lige netop den dag (hvor jeg har valgt noget til) rammer en virkelig dårlig dag - HVOR meget skal der så til før jeg ændrer kurs? (Der er min mand og jeg ikke altid enige. Alligevel har vi fået et stærk ståpunkt til at snakke os godt igennem udfordringerne.)
Graden af følgerne er så svingende. Det er aldrig væk. Men afstanden fra udholdeligt til fuldstændigt ulideligt er lang. Der er så mange punkter i mellem, og det svinger konstant i løbet af en dag. For det meste i den udholdelige ende. Hvis jeg vel og mærket er mest selv, eller har meget lidt uro omkring mig.
Lige med denne tur, har jeg været meget målrettet. Jeg VIL afsted. Jeg har brug for det. Det er et døgn, og så er jeg hjemme igen. Ikke for meget. Men stadig nok til at jeg kan komme lidt væk fra det hele, og få tanket godt og grundig op på veninde-kontoen. Derudover skal jeg være ved min guddatters side tirsdag morgen, når hun fylder 3 år. Det bliver så stort!

 Lev livet. Også midt i din kamp. Vi har det kun med sikkerhed lige nu!